fredag den 9. januar 2009

Facebook & Søren ph.d.-forsvar

Nu skal jeg jo ikke glemme, hvorfor jeg oprindeligt oprettede min blog - for at følge 23-ting. Jeg blev mindet om det, da jeg så Søren - og en del andre fra Albertslund Bibliotek - da Søren i dag forsvarede sin ph.d. på It-universitet. Det var en stor og spændende oplevelse at se, og han klarede det jo fantastisk! Tillykke til dig, Søren, hvis du læser min blog!

Så vidt jeg husker står den på facebook i denne uge, og sådan en profil har jeg jo allerede... Jeg kunne selvfølgelig vælge at bruge tiden på at lægge nogle billeder på min profil, men det er jeg ikke helt nået til endnu... Men det kommer jo nok!

Reklame på den tyske fanklubs hjemmeside

Den meget entusiastiske tyske fanklub reklamerer endnu engang for Olsen Banden udstillingen, så jeg vil lige indsætte et link til deres hjemmeside, hvor Albertslund Bibliotek også stadig findes: http://www.olsenbandenfanclub.de/news/2009-01-03_gladsaxe.php.

Nu går jeg bare og venter på at høre fra andre biblioteker der har lyst til at føre udstillingen videre - jeg er i hvert fald frisk på at sætte udstilling op igen!

søndag den 4. januar 2009

Olsen Banden udstilling på Gladsaxe Hovedbibliotek







Så er vandreudstillingen med Olsen Banden på plads på Gladsaxe Hovedbibliotek. Der er tale om et helt anderledes udstillingsområde end det vi kender fra Albertslund Hovedbibliotek, hvilket har betydet at udstillingen er delt i to, dels i forhallen, og dels i galleriet. Det var en interessant og sjov udfordring at opbygge den igen, og jeg er meget tilfreds med resultatet! Det tror jeg i øvrigt også at brugerne er, der var i hvert fald en del henne og spørge interesseret til kjoler, hatte og rekvisitter, imens jeg gik og satte udstillingen op - og de første quizzer blev besvaret, før udstillingen var færdigetableret.

Jeg indsætter lige et par billeder fra udstillingen, som i øvrigt kan ses frem til 31. januar. Og så vil jeg lige benytte lejligheden til at nævne, at Gladsaxe Bio onsdag den 14. januar kl 16 viser "Olsen Banden i Jylland" præsenteret af vores alle sammens Morten Grunwald!