torsdag den 5. marts 2009

Hu hej hvor det går!

Så er jeg blevet fortrolig med min mp3-afspiller, og har både ´ripped´ musik fra min cdsamling, downloadet fra netmusik og netlydbogen.

Jeg synes især godt om Tonny og Bos guide til mp3-afspilleren - det var dejlig overskueligt at finde ud af med den ved hånden!

Så ting 17, 18 og 19 er på plads!

tirsdag den 3. marts 2009

youtube


Ja, ikke overraskende vælger jeg at fortsætte mit David Lynch tema, idet jeg nu udvider repertoiret med en af hans spillefilm, nemlig Mulholland Dr.

Dem der ikke kender filmen kan få en smagsprøve i form af denne trailer, der på bedste vis introducerer til David Lynchs dystre univers.

God fornøjelse!

torsdag den 12. februar 2009

Medlem af gruppe på facebook

Jeg vover mig langsomt længe og længere ud af busken på facebook. Inden for den sidste uge har jeg både fået mig et - ikke særlig inspirerende - profilbillede, så folk trods alt har en chance for at se om de kender mig, og jeg er blevet medlem af en gruppe på facebook.

Gruppen består af dem jeg har været på intensivt kommunikationskursus med fra midt i januar og en måned frem. Og det var virkelig intensivt; 7 timer om dagen og 8 forskellige undervisere i løbet af kurset! Underviserne var indkaldt fra alskens spændende arbejdspladser i den "virkelige" verden: fra mediebureauer som Ritzaus, Advice og projektleder hos DSB (der er virkelig noget kommunikation at tage fat på! At tale om DSB er jo nærmest som at tale om vejret for danskerne!).

Folk der til dagligt arbejder med projektledelse, oplevelsesøkonomi, pressekontakt, virksomhedsbranding, webkommunikation mm. øste gavmildt ud af deres store viden og inspirerede til udfordrende casearbejde. Fedt!

Facebookgruppers berettigelse som socialt værktøj blev tydeligt efter afslutningsfesten der spredte os for alle vinde: pga. facebook kunne vi holde kontakten - og aftale at gentage successen med endnu en fest!

fredag den 9. januar 2009

Facebook & Søren ph.d.-forsvar

Nu skal jeg jo ikke glemme, hvorfor jeg oprindeligt oprettede min blog - for at følge 23-ting. Jeg blev mindet om det, da jeg så Søren - og en del andre fra Albertslund Bibliotek - da Søren i dag forsvarede sin ph.d. på It-universitet. Det var en stor og spændende oplevelse at se, og han klarede det jo fantastisk! Tillykke til dig, Søren, hvis du læser min blog!

Så vidt jeg husker står den på facebook i denne uge, og sådan en profil har jeg jo allerede... Jeg kunne selvfølgelig vælge at bruge tiden på at lægge nogle billeder på min profil, men det er jeg ikke helt nået til endnu... Men det kommer jo nok!

Reklame på den tyske fanklubs hjemmeside

Den meget entusiastiske tyske fanklub reklamerer endnu engang for Olsen Banden udstillingen, så jeg vil lige indsætte et link til deres hjemmeside, hvor Albertslund Bibliotek også stadig findes: http://www.olsenbandenfanclub.de/news/2009-01-03_gladsaxe.php.

Nu går jeg bare og venter på at høre fra andre biblioteker der har lyst til at føre udstillingen videre - jeg er i hvert fald frisk på at sætte udstilling op igen!

søndag den 4. januar 2009

Olsen Banden udstilling på Gladsaxe Hovedbibliotek







Så er vandreudstillingen med Olsen Banden på plads på Gladsaxe Hovedbibliotek. Der er tale om et helt anderledes udstillingsområde end det vi kender fra Albertslund Hovedbibliotek, hvilket har betydet at udstillingen er delt i to, dels i forhallen, og dels i galleriet. Det var en interessant og sjov udfordring at opbygge den igen, og jeg er meget tilfreds med resultatet! Det tror jeg i øvrigt også at brugerne er, der var i hvert fald en del henne og spørge interesseret til kjoler, hatte og rekvisitter, imens jeg gik og satte udstillingen op - og de første quizzer blev besvaret, før udstillingen var færdigetableret.

Jeg indsætter lige et par billeder fra udstillingen, som i øvrigt kan ses frem til 31. januar. Og så vil jeg lige benytte lejligheden til at nævne, at Gladsaxe Bio onsdag den 14. januar kl 16 viser "Olsen Banden i Jylland" præsenteret af vores alle sammens Morten Grunwald!






mandag den 8. december 2008

Så fik jeg liiige fjernet et par røde øjne...

Selvom punktet var udgået fra de 23-ting, kunne jeg ikke dy mig for at prøve Picasa. Jeg har nemlig en del billeder med røde øjne, og jeg fandt ud af, at det var ganske ligetil at fjerne dem med Picasa. Det samme gjorde sig gældende mht. beskæring, så det vil jeg helt sikkert bruge igen :)

Til gengæld driller det pludselig lidt at få sat billeder ind på bloggen...?!? Men jeg må jo bare prøve igen og igen og igen og....